Appel af akkrediteringsstatus

IKAS har i overensstemmelse med kravene fra ISQua, The International Society for Quality in Health Care, valgt at etablere en uvildig appelmulighed til alle institutioner, der deltager i DDKM. Derfor har IKAS indgået samarbejde med Accreditation Canada, Quality, Risk & Evaluation.

Dette betyder, at alle afgørelser om akkrediteringsstatus, der træffes af akkrediteringsnævnet fra 1. juli 2012, kan appelleres. 

Overordnet om appel af akkrediteringsstatus

Formål

  • At sikre retfærdige, gennemsigtige, ensartede og rettidige processer og beslutninger, når en institution appellerer tildelt akkrediteringsstatus i Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM). 

Afgrænsning

  • Denne politik gælder for appeller af akkrediteringsnævnets tildeling af akkrediteringsstatus.
  • Institutionen har mulighed for at gøre indsigelse mod surveyrapporten, før den forelægges akkrediteringsnævnet. Denne mulighed er beskrevet i “håndbogen” for hver sektor på herværende hjemmeside.
  • Generelle klager over IKAS eller IKAS surveyors er omfattet af en separat politik, som er tilgængelig på www.ikas.dk.

Politikkens indhold

  • Institutioner, der deltager i DDKM, har mulighed for at appellere den tildelte akkrediteringsstatus. Det er muligt at appellere vurderingen af standarder og/eller indikatorer, men kun hvis ændringerne vil føre til en anden beslutning om akkrediteringsstatus. En appel, der kun vedrører standard- og/eller indikatorvurdering, eller typen og/eller indholdet af opfølgning, vil ikke blive taget i betragtning.
  • Alle beslutninger om akkrediteringsstatus kan appelleres. I DDKM er det muligt for institutionerne at appellere en akkrediteringsstatus to gange i en akkrediteringscyklus, nemlig efter:
    1) ekstern survey
    2) opfølgning (dokumentation/fokuseret genbesøg/fokuseret resurvey).
  • Appelmulighederne fremgår af brevet, hvori beslutningen om akkrediteringsstatus meddeles institutionen, samt på www.ikas.dk.
  • En institution, der ønsker at appellere den tildelte akkrediteringsstatus, skal kontakte IKAS inden for 15 arbejdsdage efter modtagelsen af akkrediteringsstatus og den endelige surveyrapport. IKAS vil kontakte Accreditation Canada og fremsende appellen på engelsk. Opfølgningsaktiviteter efter ekstern survey vil blive stillet i bero, mens appellen behandles.
  • Appellen har ikke opsættende virkning på offentliggørelse af akkrediteringsstatus på www.ikas.dk og www.sundhed.dk. Hvis en akkrediteringsstatus appelleres, vil dette ligeledes fremgå af www.ikas.dk og www.sundhed.dk.
  • Institutioner, der appellerer, vil blive informeret om Politik vedr. appel af akkrediteringsstatus i Den Danske Kvalitetsmodel og de tilknyttede tidsforløb og vil få tilsendt en kopi af politikken, som beskriver appelforløbet.
  • Al information, der skal anvendes af Accreditation Canada under appelforløbet, skal foreligge på engelsk. Information, der fremsendes til Accreditation Canada, skal være på engelsk og skal oversættes af IKAS eller en anden oversættelsestjeneste, der vælges af institutionen. Som en del af sagsbehandlingen kan Accreditation Canada også udbede sig dokumenter og anden information; disse ekstra dokumenter vil også blive oversat til engelsk. 
  • Når der indsendes en appel, betaler institutionen et gebyr på kr. 45.000,00 til IKAS, hvilket svarer til omkostningerne forbundet med den maksimale arbejdsindsats, der bruges på behandling af appellen. Dette vil blive reguleret i forhold til den reelle omkostning. Hvis appellen bliver imødekommet, refunderer IKAS hele gebyret.

Forløbsoversigt

  • IKAS har uddelegeret tildeling af akkrediteringsstatus til akkrediteringsnævnet. Akkrediteringsnævnet tildeler akkrediteringsstatus og stiller krav om opfølgning.
  • Hvis en institution er uenig i den tildelte akkrediteringsstatus, kan institutionen indsende en appel. Accreditation Canadas behandling af institutionens appel afgør, om akkrediteringsstatus fastholdes eller ændres.  
  • Detaljer vedrørende appelforløbet, som er skitseret nedenfor, er en integreret del af denne politik. Appelforløbet følger trinene, som beskrevet i Bilag A, Appelforløb.

 

Accreditation Canada

Accreditation Canada er en af verdens ældste akkrediteringsorganisationer med rødder tilbage til 1917. Accreditation Canada er ISQua-akkrediteret og har store ligheder med IKAS, idet organisationden er en 'non-for-profit' organisation, der akkrediterer tværsektorielt. Læs mere om Accreditation Canada.