Akkreditering: Procedure, hvor et anerkendt organ vurderer, hvorvidt en aktivitet, ydelse eller organisation lever op til et sæt af fælles standarder. Ved akkreditering gives en formel anerkendelse af, at personer eller organisationer er kompetente til at udføre deres opgaver.

Akkrediteringskoordinator:  Den medarbejder, som er udpeget til at være bindeled mellem IKAS og det sygehus, den kommune eller den virksomhed, der skal akkrediteres. Akkrediteringskoordinatoren er nøgleperson i institutionens implementering af akkrediteringsstandarderne samt i hele akkrediteringsprocessen. Akkrediteringskoordinatoren modtager uddannelse af IKAS.

Akkrediteringsrådgiver: En person, der er ansat i IKAS, og som rådgiver akkrediteringskoordinatoren/institutionen gennem hele akkrediteringsprocessen, herunder planlægning af ekstern survey.

Akkrediteringsstandard: En standard, der beskriver krav, som lægges til grund for akkreditering.

Audit: Sundhedsfaglige personers gennemgang af konkrete processer (patientforløb og/eller arbejdsgange) med henblik på at vurdere kvaliteten af sundhedsvæsenets/enhedens ydelser. Vurderingen foretages på grundlag af akkrediteringsstandarder og har til formål at afdække tilfredsstillende eller ikke-tilfredsstillende forhold. Begrebet indeholder både dataindsamling, en vurdering af arbejdsgange samt resultatet af det afholdte auditmøde.

Auditrapport: Den (kortfattede) dokumentation, der skal foreligge efter en audit. Rapporten indeholder: proces, resultater, vurdering og forslag til forbedringstiltag.

Basisvurdering: Den første systematiske selvevaluering af opfyldelsesgraden af kravene i akkrediteringsstandarderne. Det anbefales, at basisvurdering foretages inden for 3 måneder efter modtagelsen af akkrediteringsstandarderne.

Behandling: Undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling, genoptræning, sundhedsfaglig pleje og sundhedsfagligt forebyggelsestiltag over for den enkelte patient.

Data: Fakta, kliniske observationer eller målinger indsamlet som led i en vurdering. Data, der endnu ikke er analyseret, kaldes rådata.

Dokumentere: Fremlæggelse af dokumenter/notater, der underbygger en indikator eller ydelse.

Enstrenget medicinhåndtering/enstrenget lægemiddel-dokumentationssystem: Anvendelse af et fælles ordinationsskema (på sygehus). Lægen indfører borgerens medicinordinationer i skemaet, og plejepersonalet benytter samme skema ved dispensering og medicinadministration.

Evaluering: Studiet af en ydet indsats med henblik på at identificere succesfulde og problemfyldte aktiviteter.

Evidensbaseret: Medicinsk beslutningsgrundlag baseret på bedste foreliggende, empiriske evidens eller – i mangel af empirisk evidens – ekspertkonsensus.

Handleplan: Handleplan dækker generelt tiltag, der initieres på baggrund af en evaluering. Handleplaner beskriver følgende:

• Prioritering af særlige fokusområder for kvalitetsudvikling
• Prioriteringen af indsatser baseret på data fra kvalitetsovervågningen og ny viden om kvalitetsforbedring
• Afklaring af ansvar for udarbejdelse af årsagsanalyser og handleplaner
• Konstatering af årsagen til manglende målopfyldelse
• Iværksættelse af handleplaner for den manglende målopfyldelse

Indikator: En målbar variabel, der anvendes til at overvåge og evaluere kvaliteten.

Journal: De ordnede optegnelser, som føres ved behandling af borgeren, fx lægemiddeloptegnelser og sygeplejefaglige optegnelser; kan foreligge i en papirversion eller elektronisk.

Kompetenceudvikling: Tiltag/undervisning for at sikre lederes og medarbejderes indsigt og kunnen på et bestemt område.

Kontinuitet: At patienter oplever patientforløb, der forløber uden fagligt ubegrundet ventetid.

Koordinering: Midlet til kontinuitet; proces med at få forskellige aktiviteter til at passe sammen.

Kvalitet: Egenskab ved en ydelse eller et produkt, der betinger ydelsens eller produktets evne til at opfylde behov eller forventninger. WHO’s 5 punkter:

• Høj professionel standard
• Høj patienttilfredshed
• Helhed i patientforløbet
• Minimal patientrisiko
• Effektiv ressourseudnyttelse

Lægemiddel: Produkt, der er sammensat af et eller flere lægemidler og hjælpestoffer i en bestemt lægemiddelform og -styrke. Lægemidler omfatter receptordinerede lægemidler, håndkøbslægemidler, ikke apoteksforbeholdte lægemidler, magistrelle lægemidler, naturlægemidler, stærke vitaminer og mineraler samt homøopatiske lægemidler.

Lægemiddeladministration: Personalets omdeling og hjælp til patientens indtagelse af medicin, herunder den fornødne observation af patienten.

Lægemiddeldispensering: De processer, hvorved personalet optæller eller tilbereder ordineret lægemiddel til indgift; dvs. afmåler, ophælder eller optrækker i anden beholder samt eventuelt tilsætter middel til opløsning eller blanding.

Medicinering: Sundhedsaktivitet, der tilfører patienten et lægemiddelstof

Organisationsplan: Plan, der beskriver, hvilke funktioner/stillingskategorier der indgår i en bestemt organisation.

Overvågning: Undersøgelse, der foretages systematisk og repetitivt ved samme proces.

Palliation: WHO’s mål for den palliative indsats er ”at fremme livskvaliteten hos patienter og familier, som står over for de problemer, der er forbundet med livstruende sygdom ved at forebygge og lindre lidelse gennem tidlig diagnosticering og umiddelbar vurdering og behandling af smerter og andre problemer af både fysisk, psykisk, psykosocial og åndelig art”.

Plan: Beskrivelse af konkrete tiltag for at opnå et givet mål, fx som udmøntning af en politik eller retningslinje.

Personhenførbare data: Data, der kan identificere/henføres direkte til en patient; eksempler er CPR-nummer og data, hvor diagnoser er koblet til CPR-numre.

Politik: En politik beskriver, hvilke intentioner institutionen/kommunen/organisationen har i forhold til et specifikt emne/område, og afspejler de overordnede mål, samt hvordan der arbejdes på at nå målene. 

Procedure/instruks/vejledning: Procedure/instruks/vejledning, der på baggrund af en retningslinje beskriver specifikke anvisninger til, hvorledes personer skal udføre specifikke opgaver.

Retningslinje: Retningslinjer, der beskriver formål, omfang, organisation og ansvar samt fremgangsmåder for løsning af opgaver.

Risikostyring: Risikostyring er en del af kvalitetssikringen, der har til formål at identificere, analysere, vurdere og styre risici.

Selvevaluering: Institutionens/kommunens vurdering af opfyldelsesgraden af kravene i akkrediteringsstandarderne samt vurdering af, om handleplanerne følges.

Stikprøve: Udsnit af en større mængde, der udtages som repræsentanter for hele mængden. Ved kvalitetskontrol udtages således nogle enheder tilfældigt til nærmere undersøgelse.

Sundhedsydelser: Ydelser, der har hjemmel i Sundhedsloven.

Survey(et): Systematisk vurdering af opfyldelsesgraden af kravene i akkrediteringsstandarderne, der foretages af eksterne surveyors.

Surveyor: Fagperson, der efter at have gennemgået en speciel uddannelse vurderer en institutions/kommunes opfyldelse af akkrediteringsstandarderne.

TAK-systemet: TAK-systemet (forkortelse for Tværgående Akkreditering og Kvalitetsudvikling) er et it-værktøj udviklet af IKAS til understøttelse af Den Danske Kvalitetsmodel. 

Utilsigtet hændelse: En begivenhed, der er følge af behandling, indlæggelse eller ophold, og som ikke skyldes patientens sygdom, og som samtidig enten er skadevoldende eller kunne have været skadevoldende, men forinden blev afværget eller på grund af andre omstændigheder ikke indtraf (”næsten hændelse”). Utilsigtede hændelser omfatter både på forhånd kendte og ukendte hændelser og fejl.

Årsagsanalyse: En proces, hvor man systematisk indsamler og analyserer informationer.