Metoden bygger grundlæggende på, at man beskriver standarder for god kvalitet. Disse kaldes akkrediteringsstandarder. En standard kan fx lyde som følgende:

'Institutionen behandler, opbevarer og destruerer personhenførbare data sikkert.'

Når en institution indfører et sådant sæt af fælles standarder, skabes der samtidig et fælles beslutnings- og prioriteringsgrundlag, ligesom der skabes ens praksis og ens rutiner. 

Når man har indført standarderne, skal man løbende vurdere, om man lever op til dem, og om man lærer af de kvalitetssvigt, man konstanterer. Derfor er metoden også med til at skabe en kultur, hvor løbende kvalitetsudvikling bliver en integreret del af det daglige arbejde - på alle niveauer.

 

Akkreditering går i sidste ende ud på at blive godkendt - akkrediteret - og dermed få uvildige fagpersoners vurdering af kvaliteten.

Evalueringen vil altid bygge på, om institutionen lever op til de på forhånd fastlagte akkrediteringsstandarder. Det vil man måle via en række målepunkter - indikatorer - som kan bestå af en lang række forskellige tiltag.

En indikator kan være, om en afdeling har nedskrevne retningslinjer om et emne. En anden indikator kan på et sygehus være, at man gennemgår en række journaler fra det seneste år og kontrollerer, om man har levet op til de relevante standarder i forhold til disse patienter. Dette kaldes journalaudit.

 

Akkrediteringsprocessen begynder, når institutionen bliver præsenteret for de standarder, den skal leve op til. Herefter kommer den eksterne survey, hvor uvildige fagfolk (surveyors) besøger institutionen og vurderer, om denne lever op til standarderne. Disse surveyors skriver en rapport, der kommer til at danne baggrund for institutionens akkrediteringsstatus.