DDKM og processen

Når en institution, en virksomhed eller en organisation skal akkrediteres i forhold til DDKM, kan processen ses som en cirkel. 

 
Når akkrediteringsstandarderne er modtaget, skal de først og fremmest fordeles til de relevante områder eller afdelinger. Nogle standarder er relevante for alle, mens andre kun er relevante for afgrænsede funktioner. Et eksempel på dette er den sygehusstandard, der vedrører tvangsanvendelse i psykiatrien, og som derfor ikke har relevans for fx fødeafdelingen.

IKAS anbefaler, at man laver en basisvurdering, når standarderne er fordelt. Her kan man undersøge, hvor mange af standarderne man allerede lever op til, og hvor meget arbejde der mangler. Når man via basisvurderingen har skaffet sig et overblik og har prioriteret indsatsen, kan man gå i gang med at skrive retningslinjer på de områder, der mangler, indføre nye rutiner, undervise personale og så videre.

Når man har implementeret akkrediteringsstandarderne, bør man lave selvevaluering, hvor man systematisk vurderer, om man opfylder kravene i akkrediteringsstandarderne, og man kan dertil vælge at gennemføre en intern survey, det vil sige en intern evaluering. Intern survey skal først og fremmest ses som en metode til at understøtte implementeringen af DDKM, men kan også fungere som en slags generalprøve på den egentlige eksterne survey.

Survey

Når institutionen eller virksomheden har arbejdet med DDKM i minimum 12 måneder, og når modellen er implementeret, skal der være ekstern survey. Det betyder, at man får besøg af et surveyorteam, som består af fagpersoner, som til daglig arbejder i sundhedsvæsenet, men som også er uddannede til at varetage denne opgave.

Surveyorteamet kommer ikke uanmeldt. Tidspunktet aftales på forhånd. Surveyorne interviewer personale og patienter eller kunder, iagttager procedurer og gennemgår retningslinjer og andre dokumenter. Ved afslutning af survey giver surveyteamet en afsluttende feedback til institutionens ledelse. Hvis surveyteamet er sikker på, hvilket akkrediteringsstatus teamet vil indstille til, videregives dette her. Hvis surveyteamet allerede ved afslutning af survey mener, at indstillingen skal være 'akkrediteret med bemærkninger' eller 'ikke akkrediteret' , vil der allerede her blive aftalt dato for eventuelt opfølgningssurvey.   

 

Surveyorteamet skriver herefter en rapport om, hvordan institutionen eller virksomheden  lever op til akkrediteringsstandarderne i DDKM. Surveyorteamet skriver også, om det kan anbefale akkreditering. Denne rapport sendes inden for fem til seks arbejdsdage efter survey til institutionen eller virksomheden, der har mulighed for at rette faktuelle fejl og komme med indsigelser. Institutionen har fem dage til at komme med sine indsigelser, og der er kun én indsigelsesmulighed.  

Kan en institution eller virksomhed ikke umiddelbart opnå akkrediteringsstatus efter survey, kan akkrediteringsnævnet indstille til et fokuseret resurvey. Det er ekstra survey, hvor der udelukkende ses på de mangler, der gjorde, at institutionen ikke kunne opnå akkreditering ved første survey. Institutionen får maksimalt tre måneder til at foretage forbedringer. Hvis dette er tilfældet, vil institutionens status fremgå som ”akkrediteringsproces pågår".

 

Akkrediteringsstatus

Rapporten og eventuelle indsigelser bliver efterfølgende behandlet i Akkrediteringsnævnet, som er sidste instans. Akkrediteringsnævnet kan tildele tre slags akkrediteringsstatus: 

Akkrediteret

Akkrediteret med bemærkninger, som kræver opfølgning. Det betyder, at der er forhold, der skal bringes i orden. Opfølgningen kan enten ske via indsendelse af dokumentation for, at forbedringen er sket, eller ved at surveyorteamet eller dele heraf tager på et ekstra besøg, et fokuseret genbesøg. Om opfølgningen skal ske via indsendelse af dokumentation eller via fokuseret genbesøg, afgøres udelukkende af praktiske forhold og er ikke udtryk for gradsforskelle i manglerne eller lignende. Lykkes det institutionen at leve op til akkrediteringsstandarderne efter opfølgningen, kan institutionen opnå akkreditering uden bemærkninger og få nyt akkrediteringscertifikat mv. 

Ikke akkrediteret. Opnår institutionen eller virksomheden ikke akkrediteringsstatus, kan akkrediteringsnævnet indstille til fokuseret resurvey. Institutionen får max tre måneder til at foretage forbedringer.  

Lykkes det institutionen herefter at leve op til akkrediteringsstandarderne, kan institutionen opnå akkrediteret eller akkrediteret med bemærkninger og får nyt akkrediteringscertifikat mv. Ved manglende opfyldelse af akkrediteringsstandarderne ved resurvey tildeles en endelig status som "ikke akkrediteret".

 


Offentliggørelse

Institutionen/virksomheden får umiddelbart besked, når en akkrediteringssag har været behandlet på møde i Akkrediteringsnævnet. Akkrediteringsstatus samt rapport bliver offentliggjort på sundhed.dk samt på denne hjemmeside uanset resultatet. 
Skifter en institution akkrediteringsstatus efter fx fokuseret genbesøg eller efter fokuseret resurvey, offentliggøres hele historikken på IKAS´hjemmeside; der vil altså blive offentliggjort rapporter fra både 1. behandling og 2. behandling.
Bemærk, at den endelige rapport efter 2. behandling kun vil være ændret i forhold til de standarder og indikatorer, som der er blevet fulgt op på i forbindelse med indsendelse af dokumentation, fokuseret genbesøg eller fokuseret resurvey. 

Der bliver ved opnået akkreditering tilsendt et certifikat samt mulighed for at bruge elektronisk logo, som viser, at institutionen har opnået akkreditering. Certifikatet kan benyttes/offentliggøres i den akkrediterede institution i certifikatets gyldighedsperiode. Se datoangivelse på certifikatet. Certifikatet må ikke reproduceres og anvendes i andre former uden tilladelse fra IKAS. Dog må institutionen anvende ’DDKM-akkrediteret’ logo i forbindelse med årsberetninger, pjecer, undervisningsmateriale mv., hvor institutionen står som udgiver.

Institutioner, som har haft survey, og hvor akkrediteringsnævnet har besluttet et resurvey, fremgår på sundhed.dk og herværende hjemmeside som 'akkrediteringsproces pågår'. Dette offentliggøres, når institutionen er underrettet om, at resurvey er nødvendigt. Institutionens status som ”akkrediteringsproces pågår” ændres, så snart akkrediteringsnævnet har tildelt institutionen den endelige akkrediteringsstatus.
 


Når en institution eller en virksomhed er akkrediteret, gælder det tre år, hvorefter processen skal gentages. 

 

Se video om sygehus survey

To IKAS-surveyors medvirker i en film om DDKM og survey. Filmen er produceret af Aarhus Universitetshospital, Aarhus Sygehus . Se filmen her

Sidst opdateret: 21-02-2012