Historien bag DDKM
Ideen om Den Danske Kvalitetsmodel, DDKM, blev født midt i 1990'erne, da der kom fokus på negative historier om det danske sundhedsvæsen. Medierne fortalte om fejloperationer, kræftoverdødelighed, sygehusinfektioner og dårlig kommunikation mellem sektorerne. Det blev klart, at der var brug for at arbejde endnu mere med kvalitetsudvikling og kvalitetssikring.
Det var ikke kun i det danske sundhedsvæsen, man så denne udvikling. I det store udland var man begyndt at arbejde med kvalitetsudviklings- og kvalitetssikringsprojekter. Nogle danske amter og danske sygehuse begyndte nu også hver især at opbygge egne individuelle systemer.
I 2005 etablerede man Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet, IKAS. Instituttet fik til opgave at stå for den praktiske planlægning og udvikling af Den Danske Kvalitetsmodel.
IKAS er ledet af en bestyrelse, som består af de parter, der i dag står bag DDKM, nemlig staten, regionerne, kommunerne og Dansk Erhverv. Læs vedtægterne for IKAS her.
Det er vedtaget, at DDKM skal leve op til international standard. Derfor har IKAS internationale samarbejdspartnere. Læs mere her.
Udviklingen af Den Danske Kvalitetsmodel begyndte i en styregruppe bestående af repræsentanter fra Sundheds-ministeriet, Sundhedsstyrelsen, Amtsrådsforeningen og H:S. Styregruppen udarbejdede i 2004 modelbeskrivelsen, der er grundlaget for udviklingen af Den Danske Kvalitetsmodel.
Modelbeskrivelsen kan hentes her.
