Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM) er det første fælles kvalitetsudviklingssystem for det danske sundhedsvæsen. Parterne bag modellen er en række centrale aktører i det danske sundhedsvæsen, nemlig Sundhedsstyrelsen, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og Danske Regioner. Disse udgør sammen med KL, Danmarks Apotekerforening og Dansk Erhverv IKAS bestyrelse. 

Formålet med DDKM er følgende:

• At fremme kvaliteten af patientforløb
• At fremme udviklingen af den kliniske, organisatoriske og patientoplevede kvalitet
• At synliggøre kvaliteten i sundhedsvæsenet.

DDKM er endvidere udviklet med det formål at skabe læring og kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet gennem løbende vurdering af resultater. 

Visionen er, at DDKM skal omfatte hele det danske sundhedsvæsen. Herved kan modellen opfylde ønsket om sammenhængende patientforløb af ensartet høj kvalitet – på tværs af sektorer. På nuværende tidspunkt omfatter DDKM offentlige sygehuse, privathospitaler, der behandler patienter i henhold til aftaler om det udvidede frie sygehusvalg, det præhospitale område, praksissektoren og apoteker i primærsektoren. 

I kommunerne er det samlede sæt af akkrediteringsstandarder udviklet i tre faser:

• 1. fase er udviklet i perioden september 2006 til marts 2007. Her er udviklet 14 akkrediteringsstandarder inden for 4 temaer.
• 2. fase er udviklet i perioden oktober 2007 til maj 2008. Her er udviklet 17 akkrediteringsstandarder inden for 6 temaer.
• 3. fase er udviklet i perioden januar primo 2009 til august 2009. Her er udviklet 28 akkrediteringsstandarder inden for 12 temaer.

Redigeringen af 1. version af akkrediteringsstandarder for det kommunale sundhedsvæsen har medført at DDKM for det kommunale sundhedsvæsen indeholder 55 akkrediteringsstandarder.

Akkrediteringsstandarderne er udviklet i temagrupper med fagpersoner fra kommunerne. Temagrupperne har under IKAS’ formandskab og med IKAS som sekretariat bidraget med det faglige indhold, mens IKAS i samarbejde med CHKS har stået for den endelige udformning og redigering af akkrediteringsstandarderne. IKAS har ydermere sikret, at akkrediteringsstandarderne i videst muligt omfang har sammenhæng til akkrediteringsstandarderne på sygehus- og apoteksområdet.

Akkrediteringsstandarderne i 1. version af akkrediteringsstandarder for det kommunale sundhedsvæsen lever ikke op til ISQua kravene, idet det er vurderet, at ISQua kravene som de foreligger for nuværende ikke er tilpasset danske kommuners interne organisering.

Akkrediteringsstandarderne er udviklet med hjemmel i sundhedsloven til anvendelse i forhold til de kommunale sundhedsydelser. Kommunale sundhedsydelser omfatter blandt andet forebyggende sundhedsydelser til børn og unge, kommunal tandpleje, hjemmesygepleje, rusmiddelområdet og genoptræning. Kommunen kan vælge at anvende akkrediteringsstandarderne i enheder, hvor det vurderes, at standarderne kan medføre kvalitetsudvikling af ydelserne.

DDKM er metodemæssigt et akkrediteringssystem, der omfatter et sæt af akkrediteringsstandarder og en akkrediteringsproces. For nærmere beskrivelse af akkrediteringsprocessen se afsnittet ”Akkrediterings-processen”.

DDKM er ikke unødig normativ, hvilket indebærer, at der er råderum for den enkelte kommune. Modellen fastsætter således ikke, hvordan der skabes kvalitetsudvikling - den opstiller mål, der skal fremme læring og en god kvalitet. Det er den enkelte kommunes ledelse, der har ansvaret for den daglige drift, og som hermed er ansvarlig for kommunens kvalitetsniveau. Der vil derfor være en række områder, hvor kommunen må lave lokale præciseringer af, hvad den forstår ved høj kvalitet og hvilke metoder, den anvender til at opnå dette. Hvordan implementeringen af DDKM skal foregå, fastlægges af den enkelte kommune ud fra målet om at opnå en høj kvalitet og kontinuerlig kvalitetsudvikling.

Det er kendetegnende ved DDKM, at der ikke alene er fokus på kvaliteten i sundhedsydelserne, men også fokus på de processer og strukturer, der understøtter forløbet for en borger i forhold til de sundhedsydelser, denne modtager fra forskellige enheder i kommunen. Derfor henvender modellen sig til ledere og medarbejdere på tværs af fagprofessioner.

Akkrediteringsstandarderne i DDKM vil løbende blive videreudviklet. Der vil således blive inddraget nye temaer i modellen, ligesom der vil blive stillet øgede krav til sundhedsvæsenets ydelser. Der udsendes reviderede versioner af akkrediteringsstandarderne senest hvert 3. år - svarende til længden af en akkrediteringsperiode.

Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet

Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet (IKAS) blev etableret i 2005 af Sundhedsstyrelsen, Sundhedsministeriet (nu Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse), Amtsrådsforeningen (nu Danske Regioner) og H:S med det formål at udvikle en fælles dansk kvalitetsmodel. IKAS har således det overordnede ansvar for DDKM’s strategi, udvikling og planlægning. IKAS skal forestå akkrediteringen af de kommunale sundhedsydelser og rådgive kommunerne i akkrediteringsperioden. IKAS refererer til en bestyrelse, hvori de stiftende parter er repræsenteret samt KL, Dansk Erhverv og Danmarks Apotekerforening.

Hvordan indgås aftaler om anvendelse af Den Danske Kvalitetsmodel?

Ønsker en kommune at implementere DDKM, indgås en aftale mellem den enkelte kommune og IKAS om rådgivning fra IKAS i implementeringsforløbet.

Love og bekendtgørelser

Akkrediteringsstandarderne tager udgangspunkt i gældende lovgivning, men har ikke altid alle aspekter med. Det lovmæssige grundlag for sundhedsvæsenet er naturligvis hele lovgivningen, inklusiv vejledninger fra Sundhedsstyrelsen. Referencerne til aktuel lovgivning opdateres i hver version, det vil sige mindst hvert 3. år. Dog vil IKAS ved indførelse af ny lovgivning, som påvirker indholdet i en eller flere akkrediteringsstandarder, foretage korrektioner i disse. Kommunerne vil blive informeret om korrektionerne. Nyeste lovgrundlag, betænkninger mv. kan findes på www.retsinformation.dk.

Sundhedsaftaler

Akkrediteringsstandarderne for det kommunale sundhedsvæsen understøtter Sundhedsaftalerne i den udstrækning, de enkelte temaer er indeholdt i Sundhedsaftalerne.
Følgende akkrediteringsstandarder har sammenhæng til Sundhedsaftalerne:

• Koordinering, kontinuitet og overgange
• Forebyggelse og sundhedsfremme
• Genoptræning
• Kroniske sygdomme
   

Kvalitetsudvikling

DDKM bygger på den grundlæggende model for systematisk kvalitetsudvikling, som tager udgangspunkt i kvalitetscirklen. Nedenfor vises i figur 1 kvalitetscirklen, også kaldet PDSA-cirklen, der indeholder 4 trin:

• Planlægge (”Plan”), som i DDKM betyder, at der skal foreligge retningsgivende dokumenter, der beskriver, hvordan kvalitetsmålet i den givne akkrediteringsstandard nås (vurderes med indikatorerne på trin 1)
• Udføre (”Do”), som betyder, at implementeringen af de retningsgivende dokumenter skal sikres (vurderes med indikatorerne på trin 2)
• Undersøge (”Study”), som betyder, at man skal overvåge kvaliteten af stedets strukturer og processer samt de leverede ydelser (vurderes med indikatorerne på trin 3)
• Handle (”Act”), som betyder, at ledelsen skal vurdere resultaterne af overvågningen samt prioritere og iværksætte tiltag, hvor der er kvalitetsbrist (vurderes med indikatorerne på trin 4)

Figur 1 – Kvalitetscirklen

 

                                                                                  

Kvalitetsudvikling er en læringsproces, og kvalitetscirklen er en del af dagligdagens redskaber i kvalitetsudvikling, der hvor der arbejdes med DDKM. DDKM skal understøtte, at kvaliteten i alle ydelser systematisk udvikles efter principperne i kvalitetscirklen.

Opbygning af Den Danske Kvalitetsmodel

Akkrediteringsstandarderne er udviklet i tre faser på baggrund af 21 temaer relateret til de kommunale sundhedsydelser. Temaerne og de enkelte akkrediteringsstandarders emner er udvalgt af IKAS’ bestyrelse i samarbejde med kommunerne på baggrund af relevans, nytteværdi og potentiale for at sikre og udvikle kvaliteten i det kommunale sundhedsvæsen.

Fordeling af akkrediteringsstandarderne på kategorier og temaer fremgår af figur 2 nedenfor.

Som figuren viser, er akkrediteringsstandarderne i DDKM organiseret i 3 kategorier:

1.     Akkrediteringsstandarder, der vedrører organisatoriske aktiviteter (organisatoriske akkrediteringsstandarder)

2.     Akkrediteringsstandarder, der vedrører generelle forløbsaktiviteter (generelle akkrediteringsstandarder)

3.     Akkrediteringsstandarder, der vedrører specifikke standarder (specifikke akkrediteringsstandarder)

 

 

Figur 2 – Oversigt over indholdet i Den Danske Kvalitetsmodel for det kommunale sundhedsvæsen

I parentes ud for hvert tema står antallet af akkrediteringsstandarder, der er udviklet inden for hvert tema. 

 

Grundskabelon

Alle akkrediteringsstandarder er opbygget efter en fælles grundskabelon, som ses i figur 3 nedenfor. Figur 3 beskriver, hvad der menes med de enkelte felter/punkter:

Figur 3 – Grundskabelon for akkrediteringsstandarder i Den Danske Kvalitetsmodel for det kommunale sundhedsvæsen

 

Standardbetegnelse	Beskriver akkrediteringsstandardens tema og titel samt nummer ud af det samlede antal akkrediteringsstandarder inden for det pågældende tema
Standard	Beskriver det samlede mål for akkrediteringsstandarden
Standardens formål	Beskriver formålet med akkrediteringsstandarden
Opfyldelse af standarden	Indikatorer til vurdering af standardopfyldelse er anført i forhold til nedenstående trin
Trin 1: Retningsgivende dokumenter	Trin 1 stiller krav om tilstedeværelse og indhold af retningsgivende dokumenter. Dette kan fx være et virksomhedsgrundlag, politikker, planer eller retningslinjer alt afhængig af akkrediteringsstandardens fokusområde.   I akkrediteringsstandarderne stilles der som hovedregel ikke krav til, hvilket organisatorisk niveau der har ansvaret for udarbejdelsen af disse dokumenter. Ansvaret placeres derfor af ledelsen. Ofte vil det være placeret på decentralt niveau fx ude lokalt i tandplejen eller sygeplejen, men det kan også være placeret centralt på kommunalt niveau.   På trin 1 er der ofte indsat en vejledning som en hjælp til at forstå indikatoren, fx i form af præciseringer, eksempler eller yderligere forklaringer.   Retningsgivende dokumenters gyldighedsperiode Hvor lovgivning fastsætter tidsfrister, er disse gældende. Såfremt lovgivne tidsfrister ikke er angivet, skal de retningsgivende dokumenter, der indgår i DDKM, revideres ved behov, så de er opdaterede - dog mindst hvert 3. år. De retningsgivende dokumenter tager så vidt muligt udgangspunkt i evidens eller best praksis.
Trin 2: Implementering og anvendelse af retningsgivende dokumenter	Trin 2 stiller krav om kendskab til og implementering af de retningsgivende dokumenter.   På trin 2 anvendes ofte betegnelsen: ”kender og anvender” for at understrege, at ledere og medarbejdere både skal kende de retningsgivende dokumenter og arbejde efter dem.   Med mindre andet fremgår af indikatoren, vil der således ikke stilles krav om skriftlig dokumentation for opfyldelse af indikatorer på trin 2. De vil i stedet blive vurderet ud fra observation og interview ved ekstern survey.
Trin 3: Kvalitetsovervågning	Den krævede kvalitetsovervågning på trin 3 understøtter opfyldelsen af akkrediteringsstandarden eller elementer af denne.   Trin 3 omfatter bl.a. følgende datakilder: Audit Journalaudit Evaluering Overvågning
Trin 4: Kvalitetsforbedring	Trin 4 forudsætter, at data fra trin 3 analyseres og vurderes, og at der på baggrund heraf træffes en ledelsesmæssig beslutning om, hvorvidt kvalitetsniveauet er tilfredsstillende, eller om der på baggrund af analysen skal iværksættes kvalitetsforbedrende tiltag; herunder om kvalitetsovervågningen skal intensiveres. Ledelsen på det relevante niveau bør herefter prioritere de tiltag, som skal udmøntes, og lægge en plan for tidsperspektivet,
Referencer	Angiver udvalgte referencer til den pågældende akkrediteringsstandard. Referencerne består primært af dansk lovgivning, bekendtgørelser og referenceprogrammer. Der tilstræbes ikke udtømmende faglige referencer.

  

Grundskabelonen indeholder på trin 1, 2, 3 og 4 et antal indikatorer, der skal vurderes. Alle trin hænger sammen gennem kvalitetscirklen, og det er væsentligt for at opnå kvalitetsudvikling, at man arbejder med hele cirklen. I arbejdet med akkrediteringsstandarderne hænger trin 1 og trin 2 logisk sammen, ligesom trin 3 og trin 4 hører sammen. Derfor er indikatorerne udviklet parvist for disse trin. Enkelte akkrediterings-standarder har ikke indikatorer på trin 3 og 4.

Retningsgivende dokumenter

På trin 1 anvendes begrebet retningsgivende dokumenter. Retningsgivende dokumenter kan bestå af et samlet dokument, eller flere enkeltstående dokumenter. Betegnelsen retningsgivende dokument er den betegnelse, der anvendes i DDKM. Hvis man i kommunen anvender en anden betegnelse, fx. instruks, vejledning, retningslinje, procedure, kan man vælge at bibeholde denne. Det afgørende er, at medarbejderne kender og anvender de retningsgivende dokumenter, eller hvad kommunen vælger at kalde disse.

Krydsreferencer

Når der i en standard er en krydsreference til en anden standard som fx i standard 2.6.2 Håndhygiejne, hvor der i trin 4 står: …Jf. standard 1.2.5 Kvalitetsforbedring, så betyder det, at man, når man skal udarbejde sit retningsgivende dokument, så skal ind og læse, hvad der står i denne standard og sikre sig, at de krav, der her er beskrevet, også medtages i det retningsgivende dokument.

Anvendelse og ansvarlig for implementering

Akkrediteringsstandarderne er som tidligere beskrevet målrettet de kommunale sundhedsydelser. Kommuner, der implementerer DDKM, vælger selv, hvor akkrediteringsstandarderne skal implementeres og anvendes.

Når en kommune eller en privat/selvejende institution indgår en aftale med IKAS om implementering af DDKM, aftales det, hvor akkrediteringsstandarderne skal implementeres og anvendes. Ligeledes aftales det, hvilket ledelsesniveau der er ansvarlig for, at akkrediteringsstandarderne bliver implementeret.

Organiseringen af akkrediteringsstandarderne i DDKM

Som det fremgår af figur 2, er akkrediteringsstandarderne i DDKM organiseret i tre kategorier – organisatoriske akkrediteringsstandarder, generelle akkrediteringsstandarder og specifikke akkrediteringsstandarder.

 I de organisatoriske akkrediteringsstandarder findes nogle akkrediteringsstandarder, der beskriver rammerne for de øvrige akkrediteringsstandarder. Disse akkrediteringsstandarder, betegnet rammestandarder, kan ses som bærende for den fremadrettede kvalitetsudvikling. Her beskrives bl.a. nogle grundlæggende krav til datakvalitet, retningsgivende dokumenter og kvalitetsforbedringer, som ikke gentages i de øvrige akkrediteringsstandarder. Det drejer sig om følgende fem akkrediteringsstandarder:

1.     Kommunens politikker og øvrige grundlæggende dokumenter 1.1.1, der beskriver rammen for arbejdet med kvalitetsudvikling i den enkelte organisation

2.     Organisering af kvalitets- og risikostyring 1.2.1, der beskriver, hvem og hvordan der arbejdes med kvalitetsudvikling

3.     Kvalitetsstyring 1.2.2, der beskriver rammerne for arbejdet med kvalitetsstyring

4.     Kvalitetsforbedring 1.2.5, der beskriver, hvordan ledelsen på baggrund af kvalitetsovervågningen af alle akkrediteringsstandarder prioriterer, hvor der skal gøres en indsats. Ledelsen sikrer udarbejdelse af handleplaner

5.     Dokumenthåndtering 1.3.2, der beskriver et system til at skabe overblik over politikker og retningslinjer

Det vil være hensigtsmæssigt, at det personale der skal arbejde med DDKM har sat sig grundigt ind i indholdet af disse akkrediteringsstandarder for at kunne forstå, prioritere og implementere DDKM.

Organisering af DDKM i sundhedsfaglige standardpakker

Akkrediteringsstandarderne er opdelt i fem standardpakker rettet mod de forskellige former for kommunale sundhedsydelser. Standardpakker indeholder såvel organisatoriske, generelle og specifikke temaer og er sammensat således, at der vil kunne opnås en akkreditering på de enkelte pakker. En kommune kan således vælge at implementere alle standardpakker eller blot enkeltstående standardpakker.

Figur 3