Modtagelse og fordeling af akkrediteringsstandarder
Implementeringsprocessen påbegyndes, når kommunen modtager akkrediteringsstandarderne fra IKAS. Akkrediteringsstandarderne sendes til kommunen via it- systemet TAK. Den primære akkrediteringskoordinator bør sikre, at kommunen har modtaget alle akkrediteringsstandarderne i TAK på den planlagte dato.
Det anbefales, at akkrediteringskoordinatoren sætter sig ind i de valgte akkrediteringsstandarder, således der opnås et overblik over alle standarder med indhold.
Det forudsættes i den forbindelse, at der sættes særligt fokus på de fem organisatoriske akkrediteringsstandarder (rammestandarder), der er styrende og overordnede for de øvrige akkrediteringsstandarder. Disse akkrediteringsstandarder beskriver blandt andet grundlæggende krav til datakvalitet, retningsgivende dokumenter og kvalitetsforbedringer, som ikke gentages i de øvrige akkrediteringsstandarder.
Det drejer sig om følgende fem akkrediteringsstandarder:
1. Politik for kvalitets- og risikostyring 1.1.1, der beskriver rammen for arbejdet med kvalitetsudvikling i den enkelte organisation.
2. Organisering af kvalitets – og risikostyring 1.1.2, der beskriver hvem og hvordan organisationen arbejder med kvalitetsudvikling.
3. Kvalitetsforbedring 1.1.5, der beskriver, hvordan ledelsen på baggrund af kvalitetsovervågningen af alle akkrediteringsstandarder prioriterer, hvor der skal gøres en indsats. Ledelsen sikrer udarbejdelse af handleplaner.
4. Dokumentation og datastyring 1.3.1, der bl.a. beskriver kravene til de politikker og retningslinjer, der skal udarbejdes som led i implementeringen af DDKM.
5. Dokumenthåndtering 1.3.2, der beskriver et system til at skabe overblik over politikker, retningslinjer og instrukser.
TAK står for Tværgående Akkreditering og Kvalitetsudvikling og er et it-system, der er udviklet til at understøtte implementeringen af Den Danske Kvalitetsmodel og den efterfølgende akkreditering. For nærmere beskrivelse af TAK, se her.
