Selvevaluering
Selvevalueringen omfatter en vurdering af opfyldelsesgraden af kravene i akkrediteringsstandarderne, samt en vurdering af om handleplanerne følges.
Formålet med selvevalueringen er at få et samlet overblik over status i forhold til opfyldelsesgraden af kravene i akkrediteringsstandarderne. Ledelsen bestemmer selv, hvor mange selvevalueringer, den ønsker at gennemføre. IKAS anbefaler, at selvevalueringen udføres af ledelsen og/eller de udpegede medarbejdere i enhederne.
Den primære akkrediteringskoordinator har i samarbejde med ledelsen ansvaret for at gennemføre og koordinere processen, herunder at:
- Guide relevante medarbejdere i enhederne igennem en systematisk vurdering af, hvorvidt de på nuværende tidspunkt opfylder kravene i akkrediteringsstandarderne ud fra de handleplaner, der er igangsat efter basisvurderingen.
- Fremfinde kommunens eller enhedens retningsgivende dokumenter til dokumentation af opfyldelse af kravene i trin 1.
- Guide enhederne i brugen af it-systemet TAK.
- Organisere intern opfølgning (vurdere mønstre i forhold til ”delvist” eller ”ikke opfyldt”, herunder udarbejdelse af handleplaner).
- Informere ledelse og eventuelle andre relevante parter (fx kvalitetsorganisation, udviklingsafdeling etc.) om resultat og videre tiltag.
Basisvurdering og selvevaluering er to delprocesser, der overordnet set indeholder de samme elementer. Forskellen er, at de udføres på forskellige tidspunkter i den samlede proces og dermed får forskellig funktion.
