---

Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM)

Hvad er DDKM og hvad er hensigten med DDKM

Den Danske Kvalitetsmodel, DDKM, er en del af udmøntningen af "National Strategi for Kvalitetsudvikling i Sundhedsvæsenet 2002-2006". DDKM blev formelt etableret i november 2004 gennem en samarbejdsaftale mellem Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Amtsrådsforeningen og Hovedstadens Sygehusfællesskab. DDKM er et nationalt system til kvalitetsudvikling på tværs af alle sektorer i sundhedsvæsenet. Hensigten var, at DDKM skulle bidrage til at:

• sikre løbende udvikling af kvaliteten i alle offentligt finansierede sundhedsydelser
• skabe bedre og mere sammenhængende patientforløb
• forebygge fejl og utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet.

Den Danske Kvalitetsmodel, DDKM, består i praksis af en række målsætninger for god kvalitet, som de enkelte behandlingssteder skal leve op til. Målsætningerne kaldes akkrediteringsstandarder. 

I DDKM er der akkrediteringsstandarder, der beskriver organisatoriske forhold, der er vigtige for, at behandlingsstedet kan levere god kvalitet. Det kan fx være, hvordan man overvåger og udvikler kvaliteten af sine ydelser, og hvordan man sikrer, at arbejdet udføres af kompetente medarbejdere.

Andre akkrediteringsstandarder beskriver vigtige dele af et patientforløb. Det kan fx være, hvordan man planlægger et behandlingsforløb og følger op på planen, hvordan man sikrer sig, at der er styr på prøvesvar, så man kan efterlyse manglende svar, og reagerer prompte på svar, der kræver hurtig handling, eller hvordan man håndterer medicin.

Endelig er der akkrediteringsstandarder, der beskriver, hvordan man skal tilrettelægge sin behandling ud fra den bedste faglige viden, og hvordan man følger op på dette.

Det enkelte behandlingssted kan bruge standarderne som en spørgeguide, når man vil undersøge, om man kan leve op til målene. Man kan på den måde komme omkring vigtige dele af sin virksomhed og finde eventuelle udfordringer. Standarderne vil også kunne vejlede om, hvordan udfordringerne kan mødes.

Ved eksternt survey får behandlingsstedet besøg af kolleger, som er særligt uddannet til at undersøge, hvordan stedet lever op til akkrediteringsstandarderne. Dette sker hvert tredje år.

Efter surveyet tildeler et uafhængigt akkrediteringsnævn en akkrediteringsstatus til behandlingsstedet. Status viser, i hvor høj grad stedet lever op til de kvalitetsmål, som akkrediteringsstandarderne sætter.  

Hvad er akkreditering?

Akkreditering kan defineres som:
"Kvalitetsvurdering, hvor et anerkendt organ vurderer, hvorvidt en aktivitet, ydelse eller institution lever op til et sæt af fælles standarder."
(Det Nationale Begrebsråd for Sundhedsvæsenet, 2006).

I Danmark er det institutioner eller virksomheder, der akkrediteres, men man kunne også forestille sig akkreditering af ydelser, fx af patientforløb på tværs af sektorgrænser.

Akkreditering i sundhedsvæsenet har en lang historie og en stor udbredelse. Det startede med sygehuse. I USA blev grunden til det, der i dag er Joint Commission, allerede lagt i 1917 (Roberts JS, Coale JG, Redman RR. A History of the Joint Commission on Accreditation of Hospitals. JAMA 1987; 258: 936-40). I 1953 startede et nationalt program i Canada, og i Australien i 1974. Helt fra begyndelsen har formålet være at sikre, at sygehusene lever op til grundlæggende krav, som er nødvendige for, at man kan levere ydelser af en god kvalitet.

Efterhånden har akkreditering bredt sig til andre dele af sundhedssektoren. I dag kan man finde eksempler på akkreditering i alle dele af sektoren. I begyndelsen af 2017 var der ISQua-akkrediterede akkrediteringsorganisationer i 23 lande; mange af dem arbejder internationalt, så akkreditering anvendes i endnu flere lande.

Akkreditering er en formel udefrakommende vurdering, som foretages med en defineret metode og på grundlag af offentliggjorte standarder. Dermed er akkrediteringsprocessen transparent. Men hvad det egentlig går ud på, kan man først forstå ved at se på, hvad det er, standarderne siger.

ISQua - International Society for Quality in Health Care - sætter på verdensplan rammen for akkreditering i sundhedsvæsenet. Standardernes indhold fastlægges overordnet af et sæt Guidelines and Principles for the Development of Health and Social Care Standards. Der er seks principper. De to første handler om, at standarder skal udvikles evidensbaseret og med involvering af interessenter, og om at der skal være veldefinerede principper for vurdering af, om der leves op til standarderne. De fire sidste sætter rammerne for standardens indhold:

• Standarderne skal sikre, at de rette ressourcer og kompetencer er til rådighed, at patienter/brugere involveres, at de forskellige aktører koordinerer deres indsats, og at organisationen sætter sig mål og følger op på, om de nås. Der skal være en veldefineret og beskrevet ledelsesstruktur. Personalets kompetencer skal sikres. Evidensbaserede retningslinjer skal efterleves.
• Standarderne skal sikre, at organisationerne arbejder systematisk med risikostyring og følger op på utilsigtede hændelser, at personalet uddannes i sikkerhed, at bygninger og forsyninger er i orden, at nosokomielle infektioner forebygges, at arbejdsmiljøet sikres og at der er ordnede journaler.
• Standarderne skal sikre patienters rettigheder, håndtering af klager, inddragelse af patienter, hensyn til patienters kulturelle og åndelige behov, tilgængelighed af ydelser, relevant udredning, behandlingsplaner og velfungerende overgange til andre organisationer.
• Der kræves en systematisk tilgang til kvalitetsudvikling, både overvågning af kvaliteten og forbedringstiltag. Kvalitetsovervågningen skal omfatte både ledelsesaktiviteter, organisatoriske forhold og klinisk kvalitet. Der skal være en systematisk tilgang til dokumentstyring af retningslinjer m.v.

ISQua-principperne tilstræber at komme rundt om de væsentlige forudsætninger for, at en organisation kan levere sundhedsydelser af god kvalitet. Det er en grundtanke i principperne, at det ikke er muligt uden en tydelig ledelse.

Flere af IKAS’ akkrediteringsstandardsæt er akkrediterede efter disse principper, men i nogle akkrediteringsstandardsæt har man valgt at fokusere på en delmængde af det indhold, som kræves af ISQua, typisk forhold, der har gøre med krav i lovgivning og overenskomster. Derfor er ikke alle akkrediteringsstandardsættene ISQua-akkrediterede.

Det er vigtigt at gøre sig klart, at akkrediteringsstandarder ikke er det samme som forskrifter. De siger ikke altid præcis, hvad man skal gøre. I stedet kan man bruge akkrediteringsstandarderne som en spørgeguide, når man vil undersøge, om man kan leve op til målene. Man kan på den måde komme omkring vigtige dele af sin virksomhed og finde eventuelle udfordringer. Akkrediteringsstandarderne vil også kunne vejlede om, hvordan udfordringerne kan mødes.

Man møder undertiden den opfattelse, af hensigten med akkreditering er, at alle processer og arbejdsgange skal beskrives i detaljer, at det skal dokumenteres, at der arbejdes efter forskrifterne, og at der skal indsamles data, så man til enhver tid kan vise, at alle forskrifter er blevet overholdt hver gang.

Man møder også den opfattelse, at akkreditering betyder, at alt skal standardiseres, og at patienter skal behandles efter princippet ”one size fits all”. Fx at ernæringsscreening og faldscreening skal anvendes på alle patienter uden undtagelse.

Begge disse opfattelser er misforståelser.

Derimod er det en grundtanke bag akkreditering, at man ikke kan forstå sine resultater, fastholde de gode resultater, man opnår, og forbedre det, der skal forbedres, hvis man ikke interesserer for de strukturer og processer, der leverer resultaterne. Men det er ikke nok - man skal selvfølgelig også kende resultaterne. Nogle arbejdsgange kan med fordel standardiseres - tænk blot på håndtering af hjertestop - men ofte skal man anvende en ”byggeklodstænkning”, altså ikke ”alle skal ernæringsscreenes”, men ”når vi ernæringsscreener, gør vi det på den-og-den måde og dokumenterer det sådan-og-sådan”. Man kan så bestemme, at man altid anvender den byggeklods i bestemte patientforløb, og i øvrigt når sundhedspersoner konkret finder det begrundet.

Selv om det er en del af survey, at visse dokumenter gennemgås, er hoveddelen af et survey interviews med ledere og medarbejdere, demonstration af arbejdsgange, og forevisning af eksempler fra den daglige praksis. Dette giver et kvalitativt indblik i, hvordan arbejdsgangene fungerer, som ofte kan gøre det overflødigt at overvåge arbejdsgangen kontinuerligt.

Hvad er et survey?

Et survey er et besøg, hvor en fagfælle gennemgår akkrediteringsstandarderne med klinikken, sygehuset, apoteket, mv. Denne fagfælle benævnes også "surveyor".
Se filmen her, hvor en af IKAS' surveyors forklarer, hvordan et survey foregår.

Værdigrundlag for DDKM

DDKM skal være præget af følgende værdier:

• Åbenhed og transparens i processen:
  IKAS fremlægger åbent sine metoder og grundlaget for dem.

  Akkrediteringsstatus for hver praksis/institution fremgår af IKAS’s hjemmeside, ligesom surveyrapporten for de fleste sektorers vedkommende kan ses på hjemmesiden. IKAS er omfattet af reglerne i Forvaltningslov og Offentlighedslov, hvorfor enhver kan begære aktindsigt i surveyrapporter og øvrigt materiale.

• Deling af viden, erfaringer og data: IKAS offentliggør akkrediteringsresultater. IKAS stiller sine data og erfaringer til rådighed, og bidrager dermed til at sprede gode erfaringer og til at udvikle det evidensbaserede grundlag for kvalitetsudvikling og kvalitetsudviklingsstrategier.
• Stringens, men med rummelighed: IKAS arbejder stringent, men undgår ”regelrytteri”. Ved vurderingen af de institutioner, der skal akkrediteres, lægges vægt på institutionernes indsats for at opfylde indholdet af og formålet med akkrediteringsstandarderne; der gives den fornødne plads til, at der kan være flere veje til at nå målet, og der tages hensyn til, at forskellige situationer kan kræve forskellige løsninger.

Surveyornes møde med institutionerne skal være præget af følgende værdier:

• Surveyorne møder som udgangspunkt de institutioner, der skal akkrediteres, med tillid: Vi tror på det, vi får at vide, med mindre der er god grund til andet – og forventer til gengæld ærlige svar.
• Surveyorne er åbne og nysgerrige.
• Surveyorne formidler hellere indsigt ved at stille spørgsmål end ved at give svar
• Surveyorne udviser respekt for løsninger, som andre har fundet, også selv om de er anderledes end deres egne.

Som supplement til værdigrundlaget for DDKM har IKAS udarbejdet et værdigrundlag for IKAS som organisation og et sæt etiske principper, der understøtter, at den eksterne evaluering og øvrige aktiviteter i relation til DDKM gennemføres uafhængigt af særinteresser, på et objektivt og transparent grundlag og upartisk. Disse dokumenter kan findes under "Om IKAS".

Etableringen af DDKM i 2004 og de følgende år

I begyndelsen af 90’erne opstod der et ønske om at samle indsatsen for kvalitet, hvilket førte til den ”Nationale Strategi for kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet 2002-2006”.

Strategiens overordnede mål var at bidrage til en høj kvalitet både i forhold til sundhedsydelser og med hensyn til at sikre kontinuitet og sammenhæng i patientforløb. Strategien indeholdt desuden en række temaer, hvortil der var knyttet en bred vifte af forskellige konkrete indsatsområder og initiativer. Et helt centralt initiativ i den nationale strategi var etablering og udvikling af et samlet landsdækkende system til vurdering af kvaliteten i det danske sundhedsvæsen, herunder til formidling af kvalitetsinformationer til brug for den faglige og organisatoriske kvalitetsudvikling og til understøttelse af patienternes frie valg. Inspirationskilden til dette var bl.a. erfaringer med akkreditering gennemført af udenlandske akkrediteringsfirmaer i Hovedstadens Sygehusfællesskab og Sønderjyllands Amt. Det resulterede i DDKM.

Det blev aftalt, at Den Danske Kvalitetsmodel, DDKM, skulle udgøre en del af den nationale strategi for kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet, at det skulle være en fælles model til vurdering af kvaliteten af sundhedsvæsenets ydelser, og at modellen principielt skulle omfatte alle udbydere af offentligt finansierede sundhedsydelser.

Kvalitetsmodellen skulle baseres på et fælles vurderingsgrundlag bestående af fælles danske standarder med tilhørende indikatorer. Kvalitetsmodellen skulle dertil baseres på et sammenhængende evalueringskoncept, der muliggør en bred, ensartet og integreret kvalitetsvurdering af patientforløb

Et overordnet grundlag for DDKM blev beskrevet i notatet ”Den Danske Kvalitetsmodel for Sundhedsvæsenet, Modelbeskrivelse”, version 1.3, 20.december 2004, udarbejdet af et projektsekretariat i Sundhedsstyrelsens regi, som refererede til en styregruppe med deltagelse fra Sundhedsstyrelsen, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Amtsrådsforeningen og Hovedstadens Sygehusfællesskab. Læs notatet i højre side.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Amtsrådsforeningen og Hovedstadens Sygehusfællesskab underskrev 17.11.2004 en samarbejdsaftale om etablering af en fælles model for kvalitetsvurdering, som førte til, at IKAS blev etableret medio 2005 med den opgave at udvikle og drive DDKM. Kommunernes Landsforening ytrede allerede på dette tidspunkt ønske om at være en del af modellen, og var næsten fra starten med i bestyrelsen for IKAS.

I samarbejdsaftalen beskrev man grundprincipperne for DDKM:

• Den danske kvalitetsmodel skal fremme gode patientforløb, således at patienterne oplever en forbedring af kvaliteten.
• Kvalitetsmodellen skal understøtte en synliggørelse og formidling af oplysninger om kvaliteten samt fremme en kontinuerlig klinisk, faglig og organisatorisk kvalitetsforbedring af patientforløbene.
• Kvalitetsmodellen skal være obligatorisk og omfatter principielt alle udbydere og leverandører af offentligt finansierede sundhedsydelser.
• Kvalitetsmodellen skal være dynamisk og løbende kunne tilpasses borgernes, de fagprofessionelles og myndighedernes behov.
• Kvalitetsmodellen skal være et samlet, integreret og fælles system til kvalitetsvurdering af strategisk vigtige ydelser og aktiviteter, der har væsentlig betydning for kvaliteten og sikkerheden af sundhedsydelser og patientforløb.
• Kvalitetsmodellen skal baseres på et fælles vurderingsgrundlag bestående af fælles, danske standarder med tilhørende indikatorer.
• Kvalitetsmodellen skal understøtte og fremme en systematisk, kontinuerlig selvevaluering og kvalitetsforbedring i sundhedsinstitutionerne og samtidig forestå en periodevis, ensartet og uvildig ekstern evaluering af kvalitetsforbedringen baseret på det fælles vurderingsgrundlag. De eksterne evalueringer skal tilrettelægges, så de kan indgå i en samlet akkreditering af den enkelte sundhedsinstitution.

Arbejdet med at udvikle det første akkrediteringsstandardsæt blev påbegyndt, så snart IKAS var etableret. I menupunktet "Deltagere i DDKM" kan du finde status og historik for DDKM i de forskellige områder af sundhedsvæsenet.

DDKM efter 2015

I Økonomiaftalen for 2016 mellem regeringen og Danske Regioner blev det besluttet, at akkreditering af offentlige sygehuse skulle udfases og afsluttes ved udgangen af 2015, når der var gennemført to fulde akkrediteringsrunder.

Privathospitaler og -klinikker, præhospitalsvæsenet, kommuner samt apoteker tilbydes stadig akkreditering.

På baggrund af aftaler i overenskomsterne mellem Danske Regioner og aktører i det primære sundhedsvæsen er der også efter 2015 udviklet akkrediteringsmodeller for professionerne i denne sektor.

I menupunktet "Deltagere i DDKM" kan du finde oplysninger om akkreditering i de forskellige områder af sundhedsvæsenet.

 

 

 

---